Volume 68, Number 2 · Spring 2019

Past

Købmanden kalder mig sweetheart. Det er pænt af ham.
Jeg bliver tit vred. Jeg ved godt hvad jeg synes og hvad jeg mener.
Alligevel er jeg desværre tit enig med den sidst ærede taler.
Et brist i min karakter. Et venligt brist, en venlig brise, jeg er så imødekommende, måske er det bare dét.
Men jeg er også vred. Hver dag er jeg vred.
På dem der vil mig noget, på dem der ingenting gør, på dem der ikke vil mig noget, på mig selv er jeg vred, jeg rejser væk og glemmer at jeg selv er med. Jeg slipper ikke.
En af de første dage jeg er der, beder en buddhistmunk mig om at skrive ordet Peace og mit navn i en bog. Det viser sig at koste penge. Til gengæld får jeg et lille kort hvor der står
work smoothly og lifetime peace.
Hvis det er et løfte er det nok en dollar værd. Men jeg bliver nu lidt vred.
Tiggerne omkring hospitalet siger, med få variationer: åh, jeg er lige blevet udskrevet, jeg er så træt, kan du ikke hjælpe mig med lidt til billetten hjem? Jeg ved de lyver. Jeg giver en af dem en dollar. Hun bliver vred.
Jeg vil ikke være syg. Jeg vil ikke være gammel. Jeg vil ikke være gammel og syg, men den vej skal vi alle. Jeg vil ikke tigge om noget
men jeg gør det hele tiden.
Jeg har fået den der gamle sang på hjernen, Brother, can you spare a dime. Det er fordi der er en kvinde der siger næsten det samme til alle der går forbi hende, hver dag, samme sted står hun. So sorry to bother you, siger hun også. Hver dag. Til alle der går forbi.
Den unge trommeslager har sat sig i subwayen og spiller. Han er modig. Måske mangler han også et øvelokale.
Digteren sidder på fortovet med en skrivemaskine og skriver digte på bestilling. Det koster kun lidt, så får du et digt. Sig, hvad det skal handle om.
Det skal handle om brisen. Om tiggerne. Det skal handle om hvorfor vi tigger. Det skal digtet handle om, jeg giver gerne lidt penge for det, for jeg kan ikke selv.
Der var engang en digter der skrev om et hindbær i dybfryseren. Det hindbær så jeg for mig og frøs. Jeg har ledt forgæves efter det digt mange gange siden, men hvorfor? Hindbærret bliver aldrig stærkere end det allerede er.
Jeg er i Brooklyn. Jo, – det er nogle andre fugle de har her. De har underlige farver og synger fremmede sange. Og træerne er anderledes, selv ahornen, og så hedder den sycamore hér.
Olga er gammel. Hun forsørger sine halvtredsårige børn, hun har gigt og hun tør kun gå tur om formiddagen. For det er farligt sted, det her, siger hun.
”Da ikke mere?” siger jeg og nipper til min latte.
I ain’t getting raped in no elevator, siger hun. I only go out in the mornings.


I subwayen sidder en smuk ung kvinde. Pludselig råber hun:
I know this is a train and not a church!
Så holder hun en prædiken. En lang prædiken. Den varer hele vejen op gennem Manhattan med R-toget, der stopper ved alle stationer. Vi skal være gode mod hinanden og elske Jesus. Jeg er turisttom. Tom i hovedet som en turist. Oh, Lord!


Han stejler på motorcyklen. Han er en fandens karl hele vejen ned ad Dekalb Avenue. Men hvad er han ellers, det ved jeg jo ikke. Han lå nok i en seng i nat ligesom jeg gjorde, værre er det ikke, måske drømte han om latterfuglen, han skulle sikkert tisse da han vågnede.
Nu smiler du til din telefon igen.
Egentlig vil jeg bare gerne vide mere om Eric Satie og Cecil Taylor.
Hvorfor lige de to? Jeg vil jo også gerne vide mere om dig. Jeg vil gerne forstå dig, jeg er så naiv at jeg stadig tror den slags kan lade sig gøre.


Overfor hvor jeg bor ligger der to mennesker og sover hver nat året rundt.
Det er mennesker. De er to.
Her er uhyggeligt koldt om vinteren. De sover på fortovet under skolens halvtag. De vågner og går på arbejde om morgenen. Ingen inviterer dem ind, for tænk hvis de ikke gik igen. Men de får lov til at tage bad på skolen, og der kom en mand og lagde dyner over dem sidste vinter, det gjorde der da. Er det her de bor nu? Vil det blive anderledes.


En mand standser os på gaden og spørger, om vi vil give et bidrag til pizzafonden, for han er sulten. I går var det kylling, siger han. Det vil vi godt, men den næste der standser os får ikke noget. Og sådan bliver det ved.


Jeg bliver så træt af at sige nej eller ryste på hovedet. Næste gang jeg bliver standset, hører jeg kvinden sige bespisning af hjemløse og trækker ti dollars op af lommen. Jeg får et klistermærke og opdager, at jeg nu har givet penge til Harekrishna.
Og de hjemløse, lover hun, da jeg bliver vred.


Købmanden på hjørnet har et skilt i vinduet: Refugees welcome, står der. Selv har han lige været i spjældet. Han er den lokale drugdealer. Nu er han tilbage i storform. Han er også en meget stor mand. Underligt nok er jeg bange for ham og køber ikke min mælk dér.


Men derhjemme uden for Netto på Vesterbrogade sidder der en krumbøjet dame med mange poser og en vogn og en kop kaffe og meget meget uvasket hår. Hun har dog en kop kaffe. Men hun siger ikke noget til mig, hun beder mig ikke om noget. Jeg kan ikke få øjenkontakt og siger ikke goddag. Hvorfor siger jeg ikke goddag?


I vinter lå der en mand og sov midt på gaden da jeg gik i Netto en morgen. Det var meget koldt. Jeg kunne ikke vække ham. Jeg har ringet efter en ambulance, råbte en dame til mig fra en altan. Ambulancen kom. Han var bare fuld. Ambulancefolkene vidste hvordan man vækkede sådan en. Han kom på højkant. Han kom ind i ambulancen. Så gik jeg videre efter mine smøger eller min mælk eller hvad det var.


Nu smiler jeg selv til min telefon.


Men jeg er vred. På dem der tillader det her, for det er da vel ikke
mig selv der er skyld i at så mange ikke har
et sted at sove ikke noget mad at spise. Er det mig? Er det min skyld? Ja, det er min skyld, men det er også din. Vi har de tjenere vi selv har ansat.
Ja, minister betyder tjener.
Ja, jeg stemmer ved alle valg.
Jeg stemmer ikke i New York, men det er lige meget.
Det hele hænger sammen. Det hele hænger sammen, du og jeg hænger sammen, og vi hænger sammen med dem der sover på gaden og dem der er sultne, det nytter ikke noget, vi hænger sammen.
Jeg vil være en fandens karl hele vejen ned ad Vesterbrogade, men det er jeg ikke, jeg går bare forbi folk. Alle mulige folk går jeg bare forbi. Jeg passerer alt muligt og gør ingenting. Så smiler jeg til min telefon igen. Og igen og igen og igen. Og går forbi.

Past

translated from the Danish by Susanna Nied

The grocer calls me sweetheart. It’s nice of him.
I’m often angry. I know exactly how I feel and what I think.
Still, unfortunately, I tend to agree with the most recent Voice of Authority.
A character flaw, a breach. A gentle breach, a gentle breeze; I’m so accommodating, maybe that’s all it is.
But I’m also angry. Every day I’m angry.
At people who want things from me, at people who do nothing, at people who don’t want anything from me, at myself. I’m angry; I travel off and forget that I myself have come along. I don’t escape.
On one of the first days I’m there, a Buddhist monk asks me to write
the word Peace and my name, in a book. It turns out to cost money. In return
I get a little card that says
work smoothly and lifetime peace.
If that’s a promise, it is worth a dollar. I get a little angry, though.
The beggars around the hospital all say variations on “Oh, I’ve just
been discharged, I’m so tired, can you help me out with a little money for
a ticket home?” I know they’re lying. I give one of them a dollar. She gets angry.
I don’t want to be sick. I don’t want to be old. I don’t want to be old
and sick, but we all will be, someday. I don’t want to beg for anything
but I do, all the time.
I’ve got that old song stuck in my mind, Brother, can you spare a dime.
It’s because there’s a woman who says almost exactly that, to everyone walking
by; every day she’s standing in the same place. So sorry to bother you, she too
says. Every day. To everyone walking by.
The young drummer has set up in the subway and is playing there. He’s bold.
Maybe too he has nowhere else to practice.
The poet sits on the sidewalk with a typewriter and composes poems by request.
It costs only a little to buy a poem. Tell him what you want it to be about.
I want it to be about the breeze. About the beggars. I want it to be about why we
beg. That’s what I want in it; I’ll gladly pay a little for that, because I
can’t do it myself.
Once there was a poet who wrote about a raspberry in the freezer. I saw
that raspberry in my mind, and I got cold. I’ve looked for that poem in vain
many times since, but why? The raspberry will never become more powerful than it
already is.
I’m in Brooklyn. Right—the birds are different here. They have
strange colors and sing unfamiliar songs. And the trees are different, even
the plane trees, which are called sycamores here.
Olga is old. She takes care of her fifty-year-old children, she has arthritis and
will go for walks only before noon. Because this here is a dangerous area, she says.
“But not anymore, is it?” I ask, sipping my latte.
I ain’t getting raped in no elevator, she says. I only go out in the mornings.


In the subway there’s a beautiful young woman. Suddenly she shouts,
I know this is a train and not a church!
Then she preaches a sermon. A long sermon. It lasts all the way through
Manhattan on the R train, which stops at every station. We should
be good to each other and love Jesus. I’m tourist-empty. Empty-headed
as a tourist. Oh, Lord!


He rears back on the motorcycle. He’s a badass, all the way down
DeKalb Avenue. But what else is he? That, I don’t know. He must have slept in
a bed last night, as I did; that’s probably right; maybe he dreamed of
a kookaburra; he definitely had to pee when he woke up.
Now you’re smiling into your phone again.
Actually I’d just like to know more about Erik Satie and Cecil Taylor.
But why stop at those two? I’d also like to know more about you. I’d like
to understand you. I’m so naive that I still think that kind of thing is possible.


Across the street from where I’m staying, two people sleep outside all year long.
Human beings. Two.
It’s miserably cold here in the winter. They sleep on the sidewalk, under the overhang
of a school roof. They get up and go to work in the mornings. No one invites them
in, because what if they didn’t leave. But they’re allowed to use the school showers,
and a man came and put comforters over them last winter; that
did happen. Do they live here now? Will it ever be different.


A man stops us in the street and asks if we’ll contribute to the pizza fund,
because he’s hungry. Yesterday it was the chicken fund, he says. We’re
glad to, but the next person who stops us gets nothing. And so it goes.


I get so tired of saying no or shaking my head. Next time I’m
stopped, I hear the woman say feeding the homeless and I pull ten
dollars out of my pocket. I get a sticker and discover that I’ve now
donated to Hare Krishna.
And the homeless, she promises, when I get angry.


The corner grocery has a sign in the window: refugees welcome, it says.
The grocer himself has just gotten out of prison. He’s the local drug dealer. Now he’s
back, bigtime. He’s also a very big man. Oddly enough I’m
afraid of him and don’t buy my milk there.


But back in Denmark, outside the supermarket on Vesterbro Street there’s a bent-over
woman with a lot of bags, a cart, a cup of coffee, and very very unwashed hair. She does have a cup of coffee, though. But she doesn’t say anything to me, doesn’t ask me for anything. I can’t make eye contact, and I don’t say hello.
Why don’t I say hello?


Last winter there was a man sleeping in the middle of the street when I went to the
supermarket one morning. It was very cold. I couldn’t wake him up. “I’ve called an
ambulance,” a woman shouted from her balcony. The ambulance came. He was
only drunk. The paramedics knew how to wake up that kind of person. He came around. He got into the ambulance. Then I went on to get my cigarettes or milk
or whatever it was.


Now it’s me smiling into my phone.


But I’m angry. At whoever is permitting this, because it’s certainly not
me who’s at fault for letting so many people go without any place to
sleep, any food to eat. Is it me? Is it my fault? Yes,
it’s my fault, but it’s also yours. We have the servants that we’ve placed in power.
Yes, government official means public servant.
Yes, I vote in every election.
I don’t vote in New York, but that doesn’t matter.
It’s all connected. It’s all connected, you and I are connected, and we’re connected with the people sleeping in the streets and those who are hungry, no matter what,
we are connected.
I want to be a badass all the way down Vesterbro Street, but I’m
not; I just walk past people. I walk past all kinds of people. I walk past
everything and do nothing. Then I smile into my phone again. And
again and again and again. And walk past.


Pia Juul is a Danish author of ten books of poems, three books of short stories, and two novels. The novel The Murder of Halland from 2009 can be read here. Her first book of poems was published in 1985. This untitled poem is from her latest poetry collection, Forbi, (Past), which was published by Asger Schnacks Forlag in 2018.

Susanna Nied, an American writer and translator, is in love with the Danish language. Her work appears in journals such as Poetry, APR, Tin House, Harper's, and Two Lines. She has been honored with the Landon Award of the Academy of American Poets, the American-Scandinavian Foundation/PEN Translation Prize, and the Nims Memorial Prize of Poetry Magazine. Her most recent translation is The Condition of Secrecy: Selected Essays by Inger Christensen (New Directions, 2018).